Ferietanker

Jeg troede egentlig, der var lukket af for de tanker, der skal i Månekisten. Der kom ikke rigtigt noget, når jeg prøvede.

Så læste jeg i et mindst 1000 år gammelt tampax-horoskop (grin bare, der står sgu mange gode ting!!) om mig selv, at min største forhindring for at leve fuldt ud, at jeg ikke vil vedkende mig mine skyggesider.

Selvfølgelig vil jeg da det. Sådan noget pis, rent ud sagt.

I ferien var der tid til at mærke dem. Der er mange.

• Irritation over min mor. Hendes forbandede indebrændthed. Martyr rolle. Må man sige det, om én, der har en alvorlig kræftsygdom?
• Irritation over ekskæreste. Hvordan kan man miste respekten så meget for én, at man til stadighed tjekker hans profilopdateringer på 'elitedaters' og mails med rappe karierrekvinder. Fordi han engang lod et password stå åbent på min pc. Og derefter griner af, hvor vattet og tøset han (stadig) er. Det er jo ovenikøbet ulovligt! Jeg kan bare IKKE lade være.
• Irritation over min brors kone. Som råber. Og skælder ud. Og gør alt det man bare ikke gør. Altså i vores familie. (Og samtidig er jeg så skide fascineret af, at hun tør..)
• Irritation over min far, der er så pisse selvoptaget og simpelthen bare ikke kan lytte til andre. Kan ikke!!
• Irritation over mig selv, der bare ikke kan tage et initiativ. Bare ikke kan komme ud af 'det-er-godt-nok-dovenskaben', der forhindrer mig i at turde tro på det, jeg allerhelst vil.

Det er nok rigtigt alligevel. At jeg ikke vil vedkende mig dem.

Prøver at tie dem ihjel mens jeg håber, de forsvinder af sig selv.

Ordets magt #2

Apropos ordets magt

D. 1. juni var hun til samtale igen. Angst og bævende.

Det var positivt.

"Alle dine metastaser er væk. Vi kan ikke måle dem. Primær tumoren er svundet med mere end halvdelen. Vi forventer, at halvdelen af den resterende tumor er arvæv, og dermed ikke aktiv. Du er en sag (godt ord btw) vi hejser flaget for. Vi forstår det faktisk ikke. Tillykke".

Så græd vi lidt igen..

Tanker om mænd..

Han er håndværker. Han er smed. Han bruger ikke ord. Aldrig før har en mand fået mig til at tænke, at jeg måske ikke altid har ret...

Den første kæreste efter eksmand var modsætningen. Mild, blid, talende. Først rart og trygt. Tilforladeligt. Med tiden føltes det tantet, slapt, næsten provokerende. Jeg bitchede, var ikke sød ved ham. Han ville bare gøre det godt.

Ville gerne være indforstået, lyttende, rosende. Beundrede mig næsegrus for alt det, jeg kunne selv. Prøvede vist ihærdigt at imponere mig tilbage...lykkedes ikke rigtigt. Nu kan jeg se, at han knoklede for at være, som jeg ville have ham. I stedet foragtede jeg ham for at være wanabee i alle retninger. Og ikke rigtig god til noget. Fandt ham ynkelig. Tøs.

Jeg var meget lidt stolt af mig selv i den tid.

Men jeg kunne ikke lade være. Jeg mistede respekten. Jeg tog ikke konsekvensen. Jeg kom til at træde på ham.

Han var sådan en mand, der undrede sig over, hvad det dog er, kvinder vil have. De vil klare sig selv. De vil have ros. De vil forkæles. De har en boremaskine, der er større end hans. Men de vil også have macho. Tages på køkkenbordet. Lyttes til, men samtidig have modspil. Han kunne ikke navigere i det.

Smeden navigerer ikke. Han ér bare i det. Og gør alt det, han skal. Og overbeviser mig om, at de analyser, jeg altid er så god til at lave af alt og alle - inclusive ham - bare ikke altid er rigtige. Punktum.

Er der en mening

Der er stadig stilhed i Månekisten.

Det er som om, tankerne myldrer rundt imellem hinanden og bliver hinandens modsætninger.

Liv og død fylder meget, fordi min mor er syg. Hun har det stadig godt, men jeg er hele tiden bange for, at det er en stakket frist. Hendes krop er begyndt at reagere på kemoen. Huden er skrøbelig og hun har sår i næsen. Snart skal hun scannes igen. Hvis der stadig er regression får hun pause med behandlingen. Blomstrer canceren så igen, eller holder den sig i ro?

Jeg er selv modløs, synes det hele står stille. Jeg kæmper med at få mit lille budget til at hænge sammen, men hver eneste gang jeg har et lille overskud, kommer der en uforudset regning. Er det bare sådan? Er det noget, jeg selv tiltrækker?

Har surfet rundt på nettet og fundet alle mulige spændende teorier om egne, mentale begrænsninger - og hvordan man tiltrækker vækst og millioner. Jeg har ikke brug for millioner, bare et lille overskud at nyde af...

Af og til bliver jeg helt forført og får lyst til at realisere mig selv i mange retninger. Tro på det og skabe mig et anderledes liv. Lave fest og farver og halløj. Tage lederskab i mit eget liv, i stedet for at vente på at appelsinen omsider lander i turbanen. (Hvem siger, den gør!)

Dagen efter tvivler jeg på, at det hele nytter. I det store regnskab, er det vel ligegyldigt, hvordan økonomien er, så længe der er til mad til ungerne. Er det ikke småting på den sidste dag? Hvad nytter alting, når vi alligevel bare skal herfra?

Min tro vakler. Jeg opfatter ellers mig selv som kristen, men det er som om jeg ikke kan fange meningen. Jeg er blevet bange for døden. Adskillelsen. Det endelige. At det hele stopper en dag.

Er det noget så banalt som 40-års krisen, der haler ind på mig?
Kommer den snigende helt af sig selv med alle sine eksistentielle temaer?

Eller er jeg bare træt.

Stille i kisten

Der har sørme været stille her. Længe. Ikke mange tanker til Månekisten.

Min følsomme dreng øver sig stadig på at stå i livet. Og han lykkes med det. Øver sig i det svære og opdager for første gang sine sejre.

Min følsomme, snart præ-pubertets pige slår med håret og tager de indledende kampe med den gamle Hun. Mig. I hendes øjne kan jeg se hendes ubetingede kærlighed og tryghed. Jeg er hendes klippe. Stolt over hendes spirende løsrivelse.

Min mor har det godt. Tåler sin behandling. Spiller golf, ser sine venner, søskende, børn og børnebørn. Prioriterer sin tid. Tager ansvar for sine dage. Mærker livet. Min fars livsglæde har fået plads igen.

Mine uvurderlige venner har inviteret på middage, børnepasning, rødvin, rideture, kage, kaffe, gåture og dybsindige snakke. Alt sammen på én weekend. 46 timers lykke.

Smeden slår ikke blikket ned længere. Nu smiler han dét smil igen. Uden at gemme det.

Lige nu er lykke. Lige nu er. Livet.

Hungrende

Måske er det virkelig kærlighed, når

• jeg ønsker at forstå dig
• jeg efterrationaliserer mine egne ord og ikke dine
• jeg lytter, når du siger, jeg er for meget
• jeg kan se i dine øjne, at du har savnet mig
• jeg begynder at tro på dig
• du ikke flytter dig, selvom jeg er for meget
• du stryger mig over kinden uden at sige noget
• du laver et kabel til min fryser
• du siger der mangler luft i det ene dæk på min bil

I dag var du tavs igen. Ingen søde beskeder. Intet svar på mine. Alle mine tanker var på overarbejde igen. Hvad nu? Vi har jo lige talt om, at kontakt er vigtig for mig! Hvad sker der? Hvorfor forstår jeg dig nu ikke. Igen. Har du allerede glemt?

Jeg skrev ikke. Sendte ikke ivrige beskeder af den spørgende, undrende, bebrejdende (?) karakter. Løb en tur. Drak te. Spiste. Satte mig på mine hænder.

Efter efter 4½ time gav du lyd. Du havde glemt din telefon.

Tænk, hvad jeg kunne have ødelagt med mine ord. Igen. I dag var tavshed guld!

Ordets magt

D. 13. november 2009 sagde en læge: "Der er ingen behandlingsmulighed til din sygdom". Hun blev sendt hjem med 200 morfinpiller. Der var gratis, fordi der ikke var udsigt til behandling for den uhelbredelige sygdom. Hun troede, nedtællingen var begyndt.

D. 9. marts 2010 sagde en læge: "Det ser godt ud. Der er tale om stor reduktion af canceren. Næsten halvdelen". Morfinpillerne er lagt væk.

Hvis den første læge vidste, hvor meget magt hans ord har haft. Hvor meget sorg og ulykke, der fulgte i kølvandet på hans nøgterne ord. Som han åbenbart mente var nødvendige?

Vi ved det jo godt. At døden kommer efter os. Og hun ved det godt, min mor. At døden måske kommer efter hende, før hun forventede. Men han kunne godt have sagt, at der var mere liv før døden.

Nu lever hun. Det er forår. Snart sommer. Livet er her og nu.

Og han taler til mig. Igen.

Mærk nuet

I dag er hun blevet scannet, min mor.

Det er ikke så meget dét at få kontrastvæske direkte i kroppen og ligge bomstille i et klaustrofobisk rum, mens ens indre ubønhørligt bliver gennemfotograferet. Det er mere dét, at billederne kan være så afslørende, at man ikke kan holde det ud.

Hun har det så godt nu, at det er ufatteligt, hvis en ualmindelig ondsindet cancer formerer sig i hende. Det kan ikke passe! Men hun ved først noget om en uge. Imens bider vi negle. Og taler ikke så meget om det. Og om døden.

Vi har ellers talt meget om den. Den bliver allestedsnærværende, når nogen siger ordet "uhelbredelig". Og det er der nogen, der har sagt om min mors sygdom. Heldigvis er der også en tiltalende og venlig læge, der har gjort opmærksom på de store fremskridt, der opnås indenfor kræftbehandling idag. Mange kan leve længe med deres cancer, fremfor automatisk at dø af den efter et vist antal måneder. "Hvis du lever om tyve år, så åbner vi en flaske champagne" sagde han.

Døden bliver konkret. En trussel. En sort sky midt på en solrig forårsdag.

Men det eneste vi ved er, at vi har her og nu.

Hver eneste dag er der mennesker, der aldrig kom hjem. Mennesker, der ikke havde været bange og følt døden tæt på. Mennesker, der gik ud af døren om morgenen i sikker forvisning om at vende tilbage.

Nu taler jeg med min mor hver dag. Jeg spørger hende om de ting, jeg har brug for at vide. Jeg fortæller hende de ting, jeg har brug for, at hun ved. Jeg taler med min far og jeg taler med min bror. Vi har talt mere sammen de sidste fire måneder, end vi har gjort i alle årene før...

Jeg fylder mine børn op med historier fra mit liv, fra deres fars liv. Og fra vores fælles liv. Selvom han selv har bragt lemlæstelse og bevidstheden om død tæt på os. Vores børn er stadig vores børn, og de har krav på de gode historier. Fordi ingen ved, hvor lang tid vi har til at fortælle.

Mærk nuet.

Frys tiden

I dag vil jeg sætte tiden i stå. Tiden med dig. Min mor.

Du har fået huld i dine kinder. Igen. Liv i øjnene. Igen. Under parykken gror de fine nye hår tæt, tæt.

Du har stået for hele det overdådige frokostbord. Du, som aldrig har betragtet mad som væsentligt andet end en nødvendighed for at overleve. Nu, hvor dét er helt bogstaveligt, spiser du med appetit. På livet måske?

Vi vil have dig her. Jeg vil have dig her. Det er først nu, jeg lærer dig at kende. Først nu, du lærer mig at kende. Rigtigt.

Giv os tid.

Frys tiden. Nu.

Numb

Jeg er ved siden af mig selv. Numb.

Var hos lægen for første gang i to år. For at drøfte hvordan min søn kan være til i verden med sit følsomme sind. Hun var sød. Omsorgsfuld. Tog mig alvorligt.

"Jeg vil være i hans ringhjørne", sagde hun. Bliver der så meget kamp?

Jeg var dygtig til det. Hun roste mit engagement og min oprigtighed. Fremhævede min fine skriftlige beskrivelse. Jeg gav hende et fast håndtryk og ville gå. Med ret ryg.

"Jeg er bekymret for dig". Sagde hun.


Hvorfor? Hvad snakker du om? Står det skrevet på min pande?

• jeg er på flugt
• jeg er ensom
• jeg tvivler
• jeg frygter
• jeg savner
• jeg længes
• jeg trænger

Jeg hørte ikke, hvad hun sagde. Min ryg faldt sammen og jeg græd. Men jeg hørte, at hun bad mig få en tid til en samtale. Snart.

Min læge. Mit anker?

Natte angst

Lille følsomme dreng. Min dreng.

Du har lige kaldt på mig. Du ville ikke have historie. Du ville ikke have vand. Du ville ikke have kys. Du kaldte på mit hjerte.

Du har ikke følelser. Du er dine følelser. Det er hårdt at være syv år og være sine følelser. Alt for hårdt. I aften var du bange. Du har set alt for meget. Mærket alt for meget. Tvivlet alt for meget. Blevet svigtet alt for meget.

Jeg forstår din angst. Da jeg holdt om dig, græd du med en gråd, jeg ikke har set før. Græd lille skat, græd. Det forløser.

Du er bange for søvnen. Bange for mareridtene, du ved hjemsøger dig. Din lille krop kæmper mod overgivelsen, mens du græder min bluse våd.

Nu ligger du i min seng. Jeg kan høre dit åndedræt. Helt roligt nu. Jeg har lovet dig, at jeg vækker dig, når jeg selv går i seng. Og jeg har lovet dig, at jeg passer på dig.

Jeg passer på dig lille dreng. Min dreng.

Tal til mig

Jeg så ham i dag. Smeden. Jeg så ham på afstand, og mit hjerte hamrede. Fordi jeg blev forskrækket.

Han lignede The Meltdown. Jeg blev bange for, at jeg havde svigtet ham. Han så forladt ud.

Men Kære Smed. Du holdt mit hjerte, men det frøs.

Det var ikke så meget dét, at du ikke ville fortælle nogen om os. At du ikke ville råbe ud til alle verdenshjørner, at du havde mødt mig. Det var ikke så meget dét, at du ikke engang ville fortælle det til din bedste ven. Som du ved holder kæft.

Det var ikke så meget dét, at du altid kom hos mig, hvor du var så dejlig gemt. Eller at du løj om dit forhold til mig, og nægtede pure, hvis nogen spurgte direkte.

Det var ikke så meget dét, at du gik en anden vej, hvis du så jeg kom hen ad gaden. Fordi ingen i vores lille by måtte regne noget ud. Selvom jeg savnede dig.

Det var ikke så meget dét, at der kunne gå uger imellem vores stjålne kys. De var dejlige alligevel. Og det ved jeg, at du også syntes.

Det var ikke så meget dét, at du alligevel ikke ville tage på skiferie med mig, fordi dit mod svigtede. Eller at du alligevel ikke ville med til den julefrokost, du havde sagt. Fordi dit mod svigtede.

Det var ikke så meget dét, at du brugte mere tid på, hvad din ex lavede, og hvor hun var hvor længe. End på mig.

Det var ikke så meget dét, at det altid var mig, der skulle arrangere vores møder, når du ikke havde dine børn.

Det var ikke så meget dét, at du aldrig spurgte til mig. Eller til min syge mor. Eller mit følsomme barn. Eller min angst for min ex. Du lyttede, når jeg fortalte.

Det var ikke så meget dét, at du aldrig rakte ud efter mig, når du var ramt. Selvom jeg ville holde om dig, til du fandt ro.

Jeg ved, du er en Smed, der er trofast og pålidelig. Og i mit hjerte ved jeg, at du mente det, når du sagde, at du ville mig. Og jeg ved, at du selv troede på, at der ville komme en dag ...

Det er mere dét, at du er tavs.

Du har svært ved alle de ord, siger du. Og du er bange for mine. Du vil ikke høre dem. Du vil ikke læse dem. Du mener, det siger sig selv. Du har jo sagt dét. Én gang. At du vil mig. Det må række.

Men kære Smed. Mit hjerte er fuld af gætterier, som splitter mig i atomer. Derfor må jeg give slip. Jeg kan ikke mere.

Tal Til Mig.

Mit frirum

Det var dejligt. Det var tiltrængt. Mit frirum.

Åh, men hvorfor føltes det alt for kort? Min samvittighed er sortere end sort. Jeg var faktisk ikke parat endnu. Havde brug for mere tid. Gad ikke endnu.

Men jeg vidste det godt, den nat jeg tog min beslutning. Den nat hvor de mest nødvendige ting blev pakket, og jeg dagen efter kørte ud af byen og aldrig så mig tilbage. Nu var jeg on my own, og der var ingen vej tilbage. Alene om det hele. Om dem.

Ingen kontakt til faren. Som er dømt for "Personfarlig kriminalitet mod moderen".

Mange mennesker vil gerne hjælpe mig, aflaste, støtte og bakke op. Min ringe evne til at tage imod er skræmmende. Jeg er SÅ lortedårlig til at bede om hjælp. Uhh hvor skal jeg nok klare det selv.

Da mine forældre drog afsted med de kære små for tre dage siden, blev jeg overmandet af træthed. 90 år gammel og brugt lå jeg på sofaen og småsov, indtil jeg væltede i seng kl. 21. Glemte at lukke kattene ud, så den ene sked på køkkengulvet og den anden i håndvasken. Så træt var jeg.

Forinden føltes tre dage uden børn næsten som tre fridage, selvom jeg skulle på arbejde. Tak skæbne, alt det jeg skulle nå...læse bøger, tage karbad, gå lange ture, meditere, blogge, rydde op, høre masser af musik, forkæle mig selv. Lade op med egenomsorg i rå mængder. Og hvad nåede jeg?

• den omtalte aften på sofaen
• en aften med nye naboer på besøg (øverst på to-do listen. Og det var råhyggeligt)
• en aften med veninde fra Frankrig i telefonen. Plus palaver med Oversygeplejersken.

Oversygeplejersken satte det hele på spidsen. Jog salt i såret.

"Jamen kommer de allerede hjem i morgen?"

"Du har jo brug for meget mere ro. Du har jo ikke noget aflastning!"

"Det dér bliver du altså ikke ved at kunne klare. Det kan jeg godt sige dig"

Bagefter tudede jeg. Lidt. Og i dag var jeg så rasende over, at mine forældre ikke selv kan se det. Ved godt, at jeg bare kunne sige det...men behøvede de komme hjem en time før mig? Jeg følte mig bare så invaderet. Mit hjem invaderet af noget så rædsomt som mine børn og mine forældre.

Og som om min mor ikke har nok at se til med sit eget. Som...måske...en...lille...bitte...smule...er...min...skyld

Ja, du skal ikke tro, at jeg ikke selv kan høre det. Hvor GRIMT det lyder. Men kunne de ikke have givet mig bare et lille bitte pusterum. Jeg trængte bare til én aften mere. Én aften uden træthed. Uden naboer. Uden lange telefonsamtaler. Uden Oversygeplejerskens formaninger. Uden noget. Bare mig.

Onde, onde mor.

Cancer

Kan man gøre for, at ens mor har fået kræft?

Det har jeg tænkt meget over de sidste tre måneder. Efter alt det med eksmand, var min mor meget bange. Bange for at der skulle ske hendes unge noget...altså mig.
Hun har grædt. Og grædt. Og grædt. Og været SÅ bange ... og så fik hun altså cancer.

Er det så min skyld?

Altså jeg ved jo godt, at det ikke er min skyld. På nogen måde. Men alligevel ...

Hvis jeg nu ikke havde giftet mig med ham? Hvis jeg nu havde insisteret på, at hun skulle få den angst bearbejdet. Proffessionelt. Jeg sagde det til hende ... "det her kan du ikke klare selv". Hvad hun sagde? "Det kan jo ikke passe, at det er os, der skal gå til psykolog, når det er ham, der er syg".

Ejmen altså. Jeg ville bare ønske, det ikke kunne være min skyld.

I hans arme

Det bedste sted jeg har kendt de sidste syv måneder, er i hans arme. I hans stærke smede arme. Den sommerdag gik vi tur i skoven. Smeden går ikke så mange ture. Det er ikke lige hans stil. På en måde. Men den dag gjorde han. Og han vendte sig om og så på mig. SÅ på mig. Og jeg kunne se det i hans øjne. At det skulle være os. A.L.T.I.D.

Vi surfede på toppen af den rus. Indtil sommerferien sluttede. Der kom retssager. Statsforvaltninger. Advokater. En ekskone. Hans ekskone.

Vi skulle bare lige vente. Altså med at sige noget. Om os. Til børnene. Til familierne. Til alle. Snart. Snart siger vi det.

Men vi sagde det aldrig.

Syv måneder fik smeden af mit liv. Syv måneder ventede jeg. Smeden syntes vi var kærester. Er man kærester, når ingen ved det? Når man skal lade som ingenting i skolegården? I sportshallen? På rideskolen? I brugsen? Når man kun har lyst til at kaste sig om hans hals? Han syntes ja. Jeg begyndte at synes nej. Jeg kunne ikke mere. Lade som ingenting. Så var der nødt til at være - ingenting. Jeg slap det. "Du vil mig ikke" sagde jeg. Selvom han sagde jo ..

Smeden siger ikke rigtig noget. Han er ikke så god til dét med ord, som han siger (og deri har han helt ret). Men han hilser ikke på mig mere. Svarer mig ikke, når jeg prøver. For jeg prøver jo alligevel. At nå ham. Men det kan man vist ikke. Eller. Jeg kan i hvert fald ikke.

Så nu sidder jeg her, på en helt jomfruelig aften. Uden børn for en gangs skyld. Og ønsker mig bare, at der var nogle ord inde i ham. Så vi på en eller anden fucking måde kunne nå hinanden. Og at jeg lå i hans arme igen.

Noget om det hele

Den her blog er helt uden filter. Jeg skriver det, som det er. Uden at please mine eventuelle læsere...det er nemlig primært mig selv, jeg skriver til. Det vil sige, til Månekisten.

Kommer du alligevel forbi - - - så smid da en kommentar! (bare så jeg ved, du kiggede i kisten)

Der er ét menneske, jeg er rigtig bange for. En mand. En mand jeg engang var gift med. Han har udtænkt mange snedige planer om, hvordan jeg kunne komme galt afsted. Rigtig galt. Han har faktisk været i fængsel for at lægge snedige planer. Det gav mig et lille forspring...

Men angsten, den bor inde i mig. Den gennemsyrer mit liv. Den har lært mig at låse døre. At sove med en peberspray i revnen mellem madrasserne. At gå med alarm. At være hemmelig overalt. At navigere uset i et kontrolsamfund, et overvågningssamfund. At tænke tre skridt frem - altid. Hvis nu.

Har du prøvet at være bange for at dø? Jeg mener for alvor. Ikke den arketypiske dødsangst, men dén, hvor man i sekunder, minutter, timer .. når at tænke "er jeg død om lidt? Kan man være så klar og i live det ene øjeblik .. og død det næste". Du kender svaret.

At se ind i en (eks)mands øjne, mens han skriger "Jeg stikker dine øjne ud. Jeg slår dig ihjel". Hans ansigt er forvredet og han knuger hænderne om ildrageren, som han presser ned over min hals. Ned mod gulvet. Bare lig helt stille.

Den angst sidder så dybt, at min underbevidsthed kun tør lade mig drømme om det, når jeg ligger i en anden mands arme. Så for tiden drømmer jeg ikke om det.

Jeg ligger ikke i hans arme længere.