Tanker om mænd..

Han er håndværker. Han er smed. Han bruger ikke ord. Aldrig før har en mand fået mig til at tænke, at jeg måske ikke altid har ret...

Den første kæreste efter eksmand var modsætningen. Mild, blid, talende. Først rart og trygt. Tilforladeligt. Med tiden føltes det tantet, slapt, næsten provokerende. Jeg bitchede, var ikke sød ved ham. Han ville bare gøre det godt.

Ville gerne være indforstået, lyttende, rosende. Beundrede mig næsegrus for alt det, jeg kunne selv. Prøvede vist ihærdigt at imponere mig tilbage...lykkedes ikke rigtigt. Nu kan jeg se, at han knoklede for at være, som jeg ville have ham. I stedet foragtede jeg ham for at være wanabee i alle retninger. Og ikke rigtig god til noget. Fandt ham ynkelig. Tøs.

Jeg var meget lidt stolt af mig selv i den tid.

Men jeg kunne ikke lade være. Jeg mistede respekten. Jeg tog ikke konsekvensen. Jeg kom til at træde på ham.

Han var sådan en mand, der undrede sig over, hvad det dog er, kvinder vil have. De vil klare sig selv. De vil have ros. De vil forkæles. De har en boremaskine, der er større end hans. Men de vil også have macho. Tages på køkkenbordet. Lyttes til, men samtidig have modspil. Han kunne ikke navigere i det.

Smeden navigerer ikke. Han ér bare i det. Og gør alt det, han skal. Og overbeviser mig om, at de analyser, jeg altid er så god til at lave af alt og alle - inclusive ham - bare ikke altid er rigtige. Punktum.

Er der en mening

Der er stadig stilhed i Månekisten.

Det er som om, tankerne myldrer rundt imellem hinanden og bliver hinandens modsætninger.

Liv og død fylder meget, fordi min mor er syg. Hun har det stadig godt, men jeg er hele tiden bange for, at det er en stakket frist. Hendes krop er begyndt at reagere på kemoen. Huden er skrøbelig og hun har sår i næsen. Snart skal hun scannes igen. Hvis der stadig er regression får hun pause med behandlingen. Blomstrer canceren så igen, eller holder den sig i ro?

Jeg er selv modløs, synes det hele står stille. Jeg kæmper med at få mit lille budget til at hænge sammen, men hver eneste gang jeg har et lille overskud, kommer der en uforudset regning. Er det bare sådan? Er det noget, jeg selv tiltrækker?

Har surfet rundt på nettet og fundet alle mulige spændende teorier om egne, mentale begrænsninger - og hvordan man tiltrækker vækst og millioner. Jeg har ikke brug for millioner, bare et lille overskud at nyde af...

Af og til bliver jeg helt forført og får lyst til at realisere mig selv i mange retninger. Tro på det og skabe mig et anderledes liv. Lave fest og farver og halløj. Tage lederskab i mit eget liv, i stedet for at vente på at appelsinen omsider lander i turbanen. (Hvem siger, den gør!)

Dagen efter tvivler jeg på, at det hele nytter. I det store regnskab, er det vel ligegyldigt, hvordan økonomien er, så længe der er til mad til ungerne. Er det ikke småting på den sidste dag? Hvad nytter alting, når vi alligevel bare skal herfra?

Min tro vakler. Jeg opfatter ellers mig selv som kristen, men det er som om jeg ikke kan fange meningen. Jeg er blevet bange for døden. Adskillelsen. Det endelige. At det hele stopper en dag.

Er det noget så banalt som 40-års krisen, der haler ind på mig?
Kommer den snigende helt af sig selv med alle sine eksistentielle temaer?

Eller er jeg bare træt.