Tanker om mænd..

Han er håndværker. Han er smed. Han bruger ikke ord. Aldrig før har en mand fået mig til at tænke, at jeg måske ikke altid har ret...

Den første kæreste efter eksmand var modsætningen. Mild, blid, talende. Først rart og trygt. Tilforladeligt. Med tiden føltes det tantet, slapt, næsten provokerende. Jeg bitchede, var ikke sød ved ham. Han ville bare gøre det godt.

Ville gerne være indforstået, lyttende, rosende. Beundrede mig næsegrus for alt det, jeg kunne selv. Prøvede vist ihærdigt at imponere mig tilbage...lykkedes ikke rigtigt. Nu kan jeg se, at han knoklede for at være, som jeg ville have ham. I stedet foragtede jeg ham for at være wanabee i alle retninger. Og ikke rigtig god til noget. Fandt ham ynkelig. Tøs.

Jeg var meget lidt stolt af mig selv i den tid.

Men jeg kunne ikke lade være. Jeg mistede respekten. Jeg tog ikke konsekvensen. Jeg kom til at træde på ham.

Han var sådan en mand, der undrede sig over, hvad det dog er, kvinder vil have. De vil klare sig selv. De vil have ros. De vil forkæles. De har en boremaskine, der er større end hans. Men de vil også have macho. Tages på køkkenbordet. Lyttes til, men samtidig have modspil. Han kunne ikke navigere i det.

Smeden navigerer ikke. Han ér bare i det. Og gør alt det, han skal. Og overbeviser mig om, at de analyser, jeg altid er så god til at lave af alt og alle - inclusive ham - bare ikke altid er rigtige. Punktum.