I dag vil jeg sætte tiden i stå. Tiden med dig. Min mor.
Du har fået huld i dine kinder. Igen. Liv i øjnene. Igen. Under parykken gror de fine nye hår tæt, tæt.
Du har stået for hele det overdådige frokostbord. Du, som aldrig har betragtet mad som væsentligt andet end en nødvendighed for at overleve. Nu, hvor dét er helt bogstaveligt, spiser du med appetit. På livet måske?
Vi vil have dig her. Jeg vil have dig her. Det er først nu, jeg lærer dig at kende. Først nu, du lærer mig at kende. Rigtigt.
Giv os tid.
Frys tiden. Nu.
søndag den 28. februar 2010
onsdag den 24. februar 2010
Numb
Jeg er ved siden af mig selv. Numb.
Var hos lægen for første gang i to år. For at drøfte hvordan min søn kan være til i verden med sit følsomme sind. Hun var sød. Omsorgsfuld. Tog mig alvorligt.
"Jeg vil være i hans ringhjørne", sagde hun. Bliver der så meget kamp?
Jeg var dygtig til det. Hun roste mit engagement og min oprigtighed. Fremhævede min fine skriftlige beskrivelse. Jeg gav hende et fast håndtryk og ville gå. Med ret ryg.
"Jeg er bekymret for dig". Sagde hun.
Hvorfor? Hvad snakker du om? Står det skrevet på min pande?
Var hos lægen for første gang i to år. For at drøfte hvordan min søn kan være til i verden med sit følsomme sind. Hun var sød. Omsorgsfuld. Tog mig alvorligt.
"Jeg vil være i hans ringhjørne", sagde hun. Bliver der så meget kamp?
Jeg var dygtig til det. Hun roste mit engagement og min oprigtighed. Fremhævede min fine skriftlige beskrivelse. Jeg gav hende et fast håndtryk og ville gå. Med ret ryg.
"Jeg er bekymret for dig". Sagde hun.
Hvorfor? Hvad snakker du om? Står det skrevet på min pande?
- jeg er på flugt
- jeg er ensom
- jeg tvivler
- jeg frygter
- jeg savner
- jeg længes
- jeg trænger
Jeg hørte ikke, hvad hun sagde. Min ryg faldt sammen og jeg græd. Men jeg hørte, at hun bad mig få en tid til en samtale. Snart.
Min læge. Mit anker?
søndag den 21. februar 2010
Natte angst
Lille følsomme dreng. Min dreng.
Du har lige kaldt på mig. Du ville ikke have historie. Du ville ikke have vand. Du ville ikke have kys. Du kaldte på mit hjerte.
Du har ikke følelser. Du er dine følelser. Det er hårdt at være syv år og være sine følelser. Alt for hårdt. I aften var du bange. Du har set alt for meget. Mærket alt for meget. Tvivlet alt for meget. Blevet svigtet alt for meget.
Jeg forstår din angst. Da jeg holdt om dig, græd du med en gråd, jeg ikke har set før. Græd lille skat, græd. Det forløser.
Du er bange for søvnen. Bange for mareridtene, du ved hjemsøger dig. Din lille krop kæmper mod overgivelsen, mens du græder min bluse våd.
Nu ligger du i min seng. Jeg kan høre dit åndedræt. Helt roligt nu. Jeg har lovet dig, at jeg vækker dig, når jeg selv går i seng. Og jeg har lovet dig, at jeg passer på dig.
Jeg passer på dig lille dreng. Min dreng.
Du har lige kaldt på mig. Du ville ikke have historie. Du ville ikke have vand. Du ville ikke have kys. Du kaldte på mit hjerte.
Du har ikke følelser. Du er dine følelser. Det er hårdt at være syv år og være sine følelser. Alt for hårdt. I aften var du bange. Du har set alt for meget. Mærket alt for meget. Tvivlet alt for meget. Blevet svigtet alt for meget.
Jeg forstår din angst. Da jeg holdt om dig, græd du med en gråd, jeg ikke har set før. Græd lille skat, græd. Det forløser.
Du er bange for søvnen. Bange for mareridtene, du ved hjemsøger dig. Din lille krop kæmper mod overgivelsen, mens du græder min bluse våd.
Nu ligger du i min seng. Jeg kan høre dit åndedræt. Helt roligt nu. Jeg har lovet dig, at jeg vækker dig, når jeg selv går i seng. Og jeg har lovet dig, at jeg passer på dig.
Jeg passer på dig lille dreng. Min dreng.
lørdag den 20. februar 2010
Tal til mig
Jeg så ham i dag. Smeden. Jeg så ham på afstand, og mit hjerte hamrede. Fordi jeg blev forskrækket.
Han lignede The Meltdown. Jeg blev bange for, at jeg havde svigtet ham. Han så forladt ud.
Men Kære Smed. Du holdt mit hjerte, men det frøs.
Det var ikke så meget dét, at du ikke ville fortælle nogen om os. At du ikke ville råbe ud til alle verdenshjørner, at du havde mødt mig. Det var ikke så meget dét, at du ikke engang ville fortælle det til din bedste ven. Som du ved holder kæft.
Det var ikke så meget dét, at du altid kom hos mig, hvor du var så dejlig gemt. Eller at du løj om dit forhold til mig, og nægtede pure, hvis nogen spurgte direkte.
Det var ikke så meget dét, at du gik en anden vej, hvis du så jeg kom hen ad gaden. Fordi ingen i vores lille by måtte regne noget ud. Selvom jeg savnede dig.
Det var ikke så meget dét, at der kunne gå uger imellem vores stjålne kys. De var dejlige alligevel. Og det ved jeg, at du også syntes.
Det var ikke så meget dét, at du alligevel ikke ville tage på skiferie med mig, fordi dit mod svigtede. Eller at du alligevel ikke ville med til den julefrokost, du havde sagt. Fordi dit mod svigtede.
Det var ikke så meget dét, at du brugte mere tid på, hvad din ex lavede, og hvor hun var hvor længe. End på mig.
Det var ikke så meget dét, at det altid var mig, der skulle arrangere vores møder, når du ikke havde dine børn.
Det var ikke så meget dét, at du aldrig spurgte til mig. Eller til min syge mor. Eller mit følsomme barn. Eller min angst for min ex. Du lyttede, når jeg fortalte.
Det var ikke så meget dét, at du aldrig rakte ud efter mig, når du var ramt. Selvom jeg ville holde om dig, til du fandt ro.
Jeg ved, du er en Smed, der er trofast og pålidelig. Og i mit hjerte ved jeg, at du mente det, når du sagde, at du ville mig. Og jeg ved, at du selv troede på, at der ville komme en dag ...
Du har svært ved alle de ord, siger du. Og du er bange for mine. Du vil ikke høre dem. Du vil ikke læse dem. Du mener, det siger sig selv. Du har jo sagt dét. Én gang. At du vil mig. Det må række.
Men kære Smed. Mit hjerte er fuld af gætterier, som splitter mig i atomer. Derfor må jeg give slip. Jeg kan ikke mere.
Tal Til Mig.
Han lignede The Meltdown. Jeg blev bange for, at jeg havde svigtet ham. Han så forladt ud.
Men Kære Smed. Du holdt mit hjerte, men det frøs.
Det var ikke så meget dét, at du ikke ville fortælle nogen om os. At du ikke ville råbe ud til alle verdenshjørner, at du havde mødt mig. Det var ikke så meget dét, at du ikke engang ville fortælle det til din bedste ven. Som du ved holder kæft.
Det var ikke så meget dét, at du altid kom hos mig, hvor du var så dejlig gemt. Eller at du løj om dit forhold til mig, og nægtede pure, hvis nogen spurgte direkte.
Det var ikke så meget dét, at du gik en anden vej, hvis du så jeg kom hen ad gaden. Fordi ingen i vores lille by måtte regne noget ud. Selvom jeg savnede dig.
Det var ikke så meget dét, at der kunne gå uger imellem vores stjålne kys. De var dejlige alligevel. Og det ved jeg, at du også syntes.
Det var ikke så meget dét, at du alligevel ikke ville tage på skiferie med mig, fordi dit mod svigtede. Eller at du alligevel ikke ville med til den julefrokost, du havde sagt. Fordi dit mod svigtede.
Det var ikke så meget dét, at du brugte mere tid på, hvad din ex lavede, og hvor hun var hvor længe. End på mig.
Det var ikke så meget dét, at det altid var mig, der skulle arrangere vores møder, når du ikke havde dine børn.
Det var ikke så meget dét, at du aldrig spurgte til mig. Eller til min syge mor. Eller mit følsomme barn. Eller min angst for min ex. Du lyttede, når jeg fortalte.
Det var ikke så meget dét, at du aldrig rakte ud efter mig, når du var ramt. Selvom jeg ville holde om dig, til du fandt ro.
Jeg ved, du er en Smed, der er trofast og pålidelig. Og i mit hjerte ved jeg, at du mente det, når du sagde, at du ville mig. Og jeg ved, at du selv troede på, at der ville komme en dag ...
Det er mere dét, at du er tavs.
Du har svært ved alle de ord, siger du. Og du er bange for mine. Du vil ikke høre dem. Du vil ikke læse dem. Du mener, det siger sig selv. Du har jo sagt dét. Én gang. At du vil mig. Det må række.
Men kære Smed. Mit hjerte er fuld af gætterier, som splitter mig i atomer. Derfor må jeg give slip. Jeg kan ikke mere.
Tal Til Mig.
fredag den 19. februar 2010
Mit frirum
Det var dejligt. Det var tiltrængt. Mit frirum.
Åh, men hvorfor føltes det alt for kort? Min samvittighed er sortere end sort. Jeg var faktisk ikke parat endnu. Havde brug for mere tid. Gad ikke endnu.
Men jeg vidste det godt, den nat jeg tog min beslutning. Den nat hvor de mest nødvendige ting blev pakket, og jeg dagen efter kørte ud af byen og aldrig så mig tilbage. Nu var jeg on my own, og der var ingen vej tilbage. Alene om det hele. Om dem.
Ingen kontakt til faren. Som er dømt for "Personfarlig kriminalitet mod moderen".
Mange mennesker vil gerne hjælpe mig, aflaste, støtte og bakke op. Min ringe evne til at tage imod er skræmmende. Jeg er SÅ lortedårlig til at bede om hjælp. Uhh hvor skal jeg nok klare det selv.
Da mine forældre drog afsted med de kære små for tre dage siden, blev jeg overmandet af træthed. 90 år gammel og brugt lå jeg på sofaen og småsov, indtil jeg væltede i seng kl. 21. Glemte at lukke kattene ud, så den ene sked på køkkengulvet og den anden i håndvasken. Så træt var jeg.
Forinden føltes tre dage uden børn næsten som tre fridage, selvom jeg skulle på arbejde. Tak skæbne, alt det jeg skulle nå...læse bøger, tage karbad, gå lange ture, meditere, blogge, rydde op, høre masser af musik, forkæle mig selv. Lade op med egenomsorg i rå mængder. Og hvad nåede jeg?
Åh, men hvorfor føltes det alt for kort? Min samvittighed er sortere end sort. Jeg var faktisk ikke parat endnu. Havde brug for mere tid. Gad ikke endnu.
Men jeg vidste det godt, den nat jeg tog min beslutning. Den nat hvor de mest nødvendige ting blev pakket, og jeg dagen efter kørte ud af byen og aldrig så mig tilbage. Nu var jeg on my own, og der var ingen vej tilbage. Alene om det hele. Om dem.
Ingen kontakt til faren. Som er dømt for "Personfarlig kriminalitet mod moderen".
Mange mennesker vil gerne hjælpe mig, aflaste, støtte og bakke op. Min ringe evne til at tage imod er skræmmende. Jeg er SÅ lortedårlig til at bede om hjælp. Uhh hvor skal jeg nok klare det selv.
Da mine forældre drog afsted med de kære små for tre dage siden, blev jeg overmandet af træthed. 90 år gammel og brugt lå jeg på sofaen og småsov, indtil jeg væltede i seng kl. 21. Glemte at lukke kattene ud, så den ene sked på køkkengulvet og den anden i håndvasken. Så træt var jeg.
Forinden føltes tre dage uden børn næsten som tre fridage, selvom jeg skulle på arbejde. Tak skæbne, alt det jeg skulle nå...læse bøger, tage karbad, gå lange ture, meditere, blogge, rydde op, høre masser af musik, forkæle mig selv. Lade op med egenomsorg i rå mængder. Og hvad nåede jeg?
- den omtalte aften på sofaen
- en aften med nye naboer på besøg (øverst på to-do listen. Og det var råhyggeligt)
- en aften med veninde fra Frankrig i telefonen. Plus palaver med Oversygeplejersken.
Oversygeplejersken satte det hele på spidsen. Jog salt i såret.
"Jamen kommer de allerede hjem i morgen?"
"Du har jo brug for meget mere ro. Du har jo ikke noget aflastning!"
"Det dér bliver du altså ikke ved at kunne klare. Det kan jeg godt sige dig"
Bagefter tudede jeg. Lidt. Og i dag var jeg så rasende over, at mine forældre ikke selv kan se det. Ved godt, at jeg bare kunne sige det...men behøvede de komme hjem en time før mig? Jeg følte mig bare så invaderet. Mit hjem invaderet af noget så rædsomt som mine børn og mine forældre.
Og som om min mor ikke har nok at se til med sit eget. Som...måske...en...lille...bitte...smule...er...min...skyld
Ja, du skal ikke tro, at jeg ikke selv kan høre det. Hvor GRIMT det lyder. Men kunne de ikke have givet mig bare et lille bitte pusterum. Jeg trængte bare til én aften mere. Én aften uden træthed. Uden naboer. Uden lange telefonsamtaler. Uden Oversygeplejerskens formaninger. Uden noget. Bare mig.
Onde, onde mor.
torsdag den 18. februar 2010
Cancer
Kan man gøre for, at ens mor har fået kræft?
Det har jeg tænkt meget over de sidste tre måneder. Efter alt det med eksmand, var min mor meget bange. Bange for at der skulle ske hendes unge noget...altså mig.
Hun har grædt. Og grædt. Og grædt. Og været SÅ bange ... og så fik hun altså cancer.
Er det så min skyld?
Altså jeg ved jo godt, at det ikke er min skyld. På nogen måde. Men alligevel ...
Hvis jeg nu ikke havde giftet mig med ham? Hvis jeg nu havde insisteret på, at hun skulle få den angst bearbejdet. Proffessionelt. Jeg sagde det til hende ... "det her kan du ikke klare selv". Hvad hun sagde? "Det kan jo ikke passe, at det er os, der skal gå til psykolog, når det er ham, der er syg".
Ejmen altså. Jeg ville bare ønske, det ikke kunne være min skyld.
Det har jeg tænkt meget over de sidste tre måneder. Efter alt det med eksmand, var min mor meget bange. Bange for at der skulle ske hendes unge noget...altså mig.
Hun har grædt. Og grædt. Og grædt. Og været SÅ bange ... og så fik hun altså cancer.
Er det så min skyld?
Altså jeg ved jo godt, at det ikke er min skyld. På nogen måde. Men alligevel ...
Hvis jeg nu ikke havde giftet mig med ham? Hvis jeg nu havde insisteret på, at hun skulle få den angst bearbejdet. Proffessionelt. Jeg sagde det til hende ... "det her kan du ikke klare selv". Hvad hun sagde? "Det kan jo ikke passe, at det er os, der skal gå til psykolog, når det er ham, der er syg".
Ejmen altså. Jeg ville bare ønske, det ikke kunne være min skyld.
I hans arme
Det bedste sted jeg har kendt de sidste syv måneder, er i hans arme. I hans stærke smede arme. Den sommerdag gik vi tur i skoven. Smeden går ikke så mange ture. Det er ikke lige hans stil. På en måde. Men den dag gjorde han. Og han vendte sig om og så på mig. SÅ på mig. Og jeg kunne se det i hans øjne. At det skulle være os. A.L.T.I.D.
Vi surfede på toppen af den rus. Indtil sommerferien sluttede. Der kom retssager. Statsforvaltninger. Advokater. En ekskone. Hans ekskone.
Vi skulle bare lige vente. Altså med at sige noget. Om os. Til børnene. Til familierne. Til alle. Snart. Snart siger vi det.
Men vi sagde det aldrig.
Syv måneder fik smeden af mit liv. Syv måneder ventede jeg. Smeden syntes vi var kærester. Er man kærester, når ingen ved det? Når man skal lade som ingenting i skolegården? I sportshallen? På rideskolen? I brugsen? Når man kun har lyst til at kaste sig om hans hals? Han syntes ja. Jeg begyndte at synes nej. Jeg kunne ikke mere. Lade som ingenting. Så var der nødt til at være - ingenting. Jeg slap det. "Du vil mig ikke" sagde jeg. Selvom han sagde jo ..
Smeden siger ikke rigtig noget. Han er ikke så god til dét med ord, som han siger (og deri har han helt ret). Men han hilser ikke på mig mere. Svarer mig ikke, når jeg prøver. For jeg prøver jo alligevel. At nå ham. Men det kan man vist ikke. Eller. Jeg kan i hvert fald ikke.
Så nu sidder jeg her, på en helt jomfruelig aften. Uden børn for en gangs skyld. Og ønsker mig bare, at der var nogle ord inde i ham. Så vi på en eller anden fucking måde kunne nå hinanden. Og at jeg lå i hans arme igen.
Vi surfede på toppen af den rus. Indtil sommerferien sluttede. Der kom retssager. Statsforvaltninger. Advokater. En ekskone. Hans ekskone.
Vi skulle bare lige vente. Altså med at sige noget. Om os. Til børnene. Til familierne. Til alle. Snart. Snart siger vi det.
Men vi sagde det aldrig.
Syv måneder fik smeden af mit liv. Syv måneder ventede jeg. Smeden syntes vi var kærester. Er man kærester, når ingen ved det? Når man skal lade som ingenting i skolegården? I sportshallen? På rideskolen? I brugsen? Når man kun har lyst til at kaste sig om hans hals? Han syntes ja. Jeg begyndte at synes nej. Jeg kunne ikke mere. Lade som ingenting. Så var der nødt til at være - ingenting. Jeg slap det. "Du vil mig ikke" sagde jeg. Selvom han sagde jo ..
Smeden siger ikke rigtig noget. Han er ikke så god til dét med ord, som han siger (og deri har han helt ret). Men han hilser ikke på mig mere. Svarer mig ikke, når jeg prøver. For jeg prøver jo alligevel. At nå ham. Men det kan man vist ikke. Eller. Jeg kan i hvert fald ikke.
Så nu sidder jeg her, på en helt jomfruelig aften. Uden børn for en gangs skyld. Og ønsker mig bare, at der var nogle ord inde i ham. Så vi på en eller anden fucking måde kunne nå hinanden. Og at jeg lå i hans arme igen.
Noget om det hele
Den her blog er helt uden filter. Jeg skriver det, som det er. Uden at please mine eventuelle læsere...det er nemlig primært mig selv, jeg skriver til. Det vil sige, til Månekisten.
Kommer du alligevel forbi - - - så smid da en kommentar! (bare så jeg ved, du kiggede i kisten)
Der er ét menneske, jeg er rigtig bange for. En mand. En mand jeg engang var gift med. Han har udtænkt mange snedige planer om, hvordan jeg kunne komme galt afsted. Rigtig galt. Han har faktisk været i fængsel for at lægge snedige planer. Det gav mig et lille forspring...
Men angsten, den bor inde i mig. Den gennemsyrer mit liv. Den har lært mig at låse døre. At sove med en peberspray i revnen mellem madrasserne. At gå med alarm. At være hemmelig overalt. At navigere uset i et kontrolsamfund, et overvågningssamfund. At tænke tre skridt frem - altid. Hvis nu.
Har du prøvet at være bange for at dø? Jeg mener for alvor. Ikke den arketypiske dødsangst, men dén, hvor man i sekunder, minutter, timer .. når at tænke "er jeg død om lidt? Kan man være så klar og i live det ene øjeblik .. og død det næste". Du kender svaret.
At se ind i en (eks)mands øjne, mens han skriger "Jeg stikker dine øjne ud. Jeg slår dig ihjel". Hans ansigt er forvredet og han knuger hænderne om ildrageren, som han presser ned over min hals. Ned mod gulvet. Bare lig helt stille.
Den angst sidder så dybt, at min underbevidsthed kun tør lade mig drømme om det, når jeg ligger i en anden mands arme. Så for tiden drømmer jeg ikke om det.
Jeg ligger ikke i hans arme længere.
Kommer du alligevel forbi - - - så smid da en kommentar! (bare så jeg ved, du kiggede i kisten)
Der er ét menneske, jeg er rigtig bange for. En mand. En mand jeg engang var gift med. Han har udtænkt mange snedige planer om, hvordan jeg kunne komme galt afsted. Rigtig galt. Han har faktisk været i fængsel for at lægge snedige planer. Det gav mig et lille forspring...
Men angsten, den bor inde i mig. Den gennemsyrer mit liv. Den har lært mig at låse døre. At sove med en peberspray i revnen mellem madrasserne. At gå med alarm. At være hemmelig overalt. At navigere uset i et kontrolsamfund, et overvågningssamfund. At tænke tre skridt frem - altid. Hvis nu.
Har du prøvet at være bange for at dø? Jeg mener for alvor. Ikke den arketypiske dødsangst, men dén, hvor man i sekunder, minutter, timer .. når at tænke "er jeg død om lidt? Kan man være så klar og i live det ene øjeblik .. og død det næste". Du kender svaret.
At se ind i en (eks)mands øjne, mens han skriger "Jeg stikker dine øjne ud. Jeg slår dig ihjel". Hans ansigt er forvredet og han knuger hænderne om ildrageren, som han presser ned over min hals. Ned mod gulvet. Bare lig helt stille.
Den angst sidder så dybt, at min underbevidsthed kun tør lade mig drømme om det, når jeg ligger i en anden mands arme. Så for tiden drømmer jeg ikke om det.
Jeg ligger ikke i hans arme længere.
Abonner på:
Opslag (Atom)
