I dag er hun blevet scannet, min mor.
Det er ikke så meget dét at få kontrastvæske direkte i kroppen og ligge bomstille i et klaustrofobisk rum, mens ens indre ubønhørligt bliver gennemfotograferet. Det er mere dét, at billederne kan være så afslørende, at man ikke kan holde det ud.
Hun har det så godt nu, at det er ufatteligt, hvis en ualmindelig ondsindet cancer formerer sig i hende. Det kan ikke passe! Men hun ved først noget om en uge. Imens bider vi negle. Og taler ikke så meget om det. Og om døden.
Vi har ellers talt meget om den. Den bliver allestedsnærværende, når nogen siger ordet "uhelbredelig". Og det er der nogen, der har sagt om min mors sygdom. Heldigvis er der også en tiltalende og venlig læge, der har gjort opmærksom på de store fremskridt, der opnås indenfor kræftbehandling idag. Mange kan leve længe med deres cancer, fremfor automatisk at dø af den efter et vist antal måneder. "Hvis du lever om tyve år, så åbner vi en flaske champagne" sagde han.
Døden bliver konkret. En trussel. En sort sky midt på en solrig forårsdag.
Men det eneste vi ved er, at vi har her og nu.
Hver eneste dag er der mennesker, der aldrig kom hjem. Mennesker, der ikke havde været bange og følt døden tæt på. Mennesker, der gik ud af døren om morgenen i sikker forvisning om at vende tilbage.
Nu taler jeg med min mor hver dag. Jeg spørger hende om de ting, jeg har brug for at vide. Jeg fortæller hende de ting, jeg har brug for, at hun ved. Jeg taler med min far og jeg taler med min bror. Vi har talt mere sammen de sidste fire måneder, end vi har gjort i alle årene før...
Jeg fylder mine børn op med historier fra mit liv, fra deres fars liv. Og fra vores fælles liv. Selvom han selv har bragt lemlæstelse og bevidstheden om død tæt på os. Vores børn er stadig
vores børn, og de har krav på de gode historier. Fordi ingen ved, hvor lang tid vi har til at fortælle.
Mærk nuet.
