I hans arme

Det bedste sted jeg har kendt de sidste syv måneder, er i hans arme. I hans stærke smede arme. Den sommerdag gik vi tur i skoven. Smeden går ikke så mange ture. Det er ikke lige hans stil. På en måde. Men den dag gjorde han. Og han vendte sig om og så på mig. SÅ på mig. Og jeg kunne se det i hans øjne. At det skulle være os. A.L.T.I.D.

Vi surfede på toppen af den rus. Indtil sommerferien sluttede. Der kom retssager. Statsforvaltninger. Advokater. En ekskone. Hans ekskone.

Vi skulle bare lige vente. Altså med at sige noget. Om os. Til børnene. Til familierne. Til alle. Snart. Snart siger vi det.

Men vi sagde det aldrig.

Syv måneder fik smeden af mit liv. Syv måneder ventede jeg. Smeden syntes vi var kærester. Er man kærester, når ingen ved det? Når man skal lade som ingenting i skolegården? I sportshallen? På rideskolen? I brugsen? Når man kun har lyst til at kaste sig om hans hals? Han syntes ja. Jeg begyndte at synes nej. Jeg kunne ikke mere. Lade som ingenting. Så var der nødt til at være - ingenting. Jeg slap det. "Du vil mig ikke" sagde jeg. Selvom han sagde jo ..

Smeden siger ikke rigtig noget. Han er ikke så god til dét med ord, som han siger (og deri har han helt ret). Men han hilser ikke på mig mere. Svarer mig ikke, når jeg prøver. For jeg prøver jo alligevel. At nå ham. Men det kan man vist ikke. Eller. Jeg kan i hvert fald ikke.

Så nu sidder jeg her, på en helt jomfruelig aften. Uden børn for en gangs skyld. Og ønsker mig bare, at der var nogle ord inde i ham. Så vi på en eller anden fucking måde kunne nå hinanden. Og at jeg lå i hans arme igen.