Den her blog er helt uden filter. Jeg skriver det, som det er. Uden at please mine eventuelle læsere...det er nemlig primært mig selv, jeg skriver til. Det vil sige, til Månekisten.
Kommer du alligevel forbi - - - så smid da en kommentar! (bare så jeg ved, du kiggede i kisten)
Der er ét menneske, jeg er rigtig bange for. En mand. En mand jeg engang var gift med. Han har udtænkt mange snedige planer om, hvordan jeg kunne komme galt afsted. Rigtig galt. Han har faktisk været i fængsel for at lægge snedige planer. Det gav mig et lille forspring...
Men angsten, den bor inde i mig. Den gennemsyrer mit liv. Den har lært mig at låse døre. At sove med en peberspray i revnen mellem madrasserne. At gå med alarm. At være hemmelig overalt. At navigere uset i et kontrolsamfund, et overvågningssamfund. At tænke tre skridt frem - altid. Hvis nu.
Har du prøvet at være bange for at dø? Jeg mener for alvor. Ikke den arketypiske dødsangst, men dén, hvor man i sekunder, minutter, timer .. når at tænke "er jeg død om lidt? Kan man være så klar og i live det ene øjeblik .. og død det næste". Du kender svaret.
At se ind i en (eks)mands øjne, mens han skriger "Jeg stikker dine øjne ud. Jeg slår dig ihjel". Hans ansigt er forvredet og han knuger hænderne om ildrageren, som han presser ned over min hals. Ned mod gulvet. Bare lig helt stille.
Den angst sidder så dybt, at min underbevidsthed kun tør lade mig drømme om det, når jeg ligger i en anden mands arme. Så for tiden drømmer jeg ikke om det.
Jeg ligger ikke i hans arme længere.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Søde dig - jeg er tilfældigt havnet på din side. Du er sej. Jeg er fuld af beundring over dig. Du har taget vare på dig selv og dine børn. Du er kommet væk fra den mand, du troede elskede dig. Du har handlet. Du er modig. Det er du. Tro på det. Gør!
SvarSletHilsner fra en, som er involveret på et krisecenter og derfra ved lidt om, hvordan det er at være der, hvor du er.