Jeg troede egentlig, der var lukket af for de tanker, der skal i Månekisten. Der kom ikke rigtigt noget, når jeg prøvede.
Så læste jeg i et mindst 1000 år gammelt tampax-horoskop (grin bare, der står sgu mange gode ting!!) om mig selv, at min største forhindring for at leve fuldt ud, at jeg ikke vil vedkende mig mine skyggesider.
Selvfølgelig vil jeg da det. Sådan noget pis, rent ud sagt.
I ferien var der tid til at mærke dem. Der er mange.
- Irritation over min mor. Hendes forbandede indebrændthed. Martyr rolle. Må man sige det, om én, der har en alvorlig kræftsygdom?
- Irritation over ekskæreste. Hvordan kan man miste respekten så meget for én, at man til stadighed tjekker hans profilopdateringer på 'elitedaters' og mails med rappe karierrekvinder. Fordi han engang lod et password stå åbent på min pc. Og derefter griner af, hvor vattet og tøset han (stadig) er. Det er jo ovenikøbet ulovligt! Jeg kan bare IKKE lade være.
- Irritation over min brors kone. Som råber. Og skælder ud. Og gør alt det man bare ikke gør. Altså i vores familie. (Og samtidig er jeg så skide fascineret af, at hun tør..)
- Irritation over min far, der er så pisse selvoptaget og simpelthen bare ikke kan lytte til andre. Kan ikke!!
- Irritation over mig selv, der bare ikke kan tage et initiativ. Bare ikke kan komme ud af 'det-er-godt-nok-dovenskaben', der forhindrer mig i at turde tro på det, jeg allerhelst vil.
Det er nok rigtigt alligevel. At jeg ikke vil vedkende mig dem.
Prøver at tie dem ihjel mens jeg håber, de forsvinder af sig selv.
