Lille følsomme dreng. Min dreng.
Du har lige kaldt på mig. Du ville ikke have historie. Du ville ikke have vand. Du ville ikke have kys. Du kaldte på mit hjerte.
Du har ikke følelser. Du er dine følelser. Det er hårdt at være syv år og være sine følelser. Alt for hårdt. I aften var du bange. Du har set alt for meget. Mærket alt for meget. Tvivlet alt for meget. Blevet svigtet alt for meget.
Jeg forstår din angst. Da jeg holdt om dig, græd du med en gråd, jeg ikke har set før. Græd lille skat, græd. Det forløser.
Du er bange for søvnen. Bange for mareridtene, du ved hjemsøger dig. Din lille krop kæmper mod overgivelsen, mens du græder min bluse våd.
Nu ligger du i min seng. Jeg kan høre dit åndedræt. Helt roligt nu. Jeg har lovet dig, at jeg vækker dig, når jeg selv går i seng. Og jeg har lovet dig, at jeg passer på dig.
Jeg passer på dig lille dreng. Min dreng.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Og jeg tror, at din søn ved, at du passer på ham. Men det er hårdt at se sine børn have det svært. Jeg er dog sikker på, at du gør, hvad du kan for at bakke op om ham. :-)
SvarSletKære Månekiste. Velkommen til bloguniverset. Her vil du møde en masse dejlige mennesker der altid er klar med lidt opmuntring, skulle du trænge til den.
SvarSletDet er noget jeg har mærket helt ind til benet, i det år jeg har blogget. Jeg skriver nemlig også kun sandheden som den er, elsker de glade indlæg med blomster og strik og hurra, men livet byder på modgang og det er jeg bare nødt til at læsse af et sted. Dertil bruger jeg min blog. Du bliver glad for det er jeg sikker på.
Jeg har forresten selv en mand, der ikke kan det der med ord og ved gud jeg kan blive helt vanvittig af selv at skulle regne ham ud ind i mellem, men så stopper det også der, for på alle andre måder er han en god mand. Jeg forstår godt du savner smeden... MEN kære, vil han dig ikke åbenlyst, så må du ikke give ham dit hjerte. Det har du ikke fortjent. Med det jeg kan læse mig frem til, skal du vist have forkælelse og lidt prinsessestatus hos din elskede ;) Sådan som vi alle har brug for til tider, vi ellers så stærke kvinder.
Har du lyst så kig forbi www.defemibyen.blogspot.com
Venlig hilsen
Henriette
Tak Monica, jeg ved du forstår mig - og min bekymring.
SvarSletOg Henriette, tak for en lang og vedkommende kommentar, jeg har allerede 'besøgt' dig, og kunne også hos dig lide, hvad jeg fandt.
Kh Månekisten