Åh, men hvorfor føltes det alt for kort? Min samvittighed er sortere end sort. Jeg var faktisk ikke parat endnu. Havde brug for mere tid. Gad ikke endnu.
Men jeg vidste det godt, den nat jeg tog min beslutning. Den nat hvor de mest nødvendige ting blev pakket, og jeg dagen efter kørte ud af byen og aldrig så mig tilbage. Nu var jeg on my own, og der var ingen vej tilbage. Alene om det hele. Om dem.
Ingen kontakt til faren. Som er dømt for "Personfarlig kriminalitet mod moderen".
Mange mennesker vil gerne hjælpe mig, aflaste, støtte og bakke op. Min ringe evne til at tage imod er skræmmende. Jeg er SÅ lortedårlig til at bede om hjælp. Uhh hvor skal jeg nok klare det selv.
Da mine forældre drog afsted med de kære små for tre dage siden, blev jeg overmandet af træthed. 90 år gammel og brugt lå jeg på sofaen og småsov, indtil jeg væltede i seng kl. 21. Glemte at lukke kattene ud, så den ene sked på køkkengulvet og den anden i håndvasken. Så træt var jeg.
Forinden føltes tre dage uden børn næsten som tre fridage, selvom jeg skulle på arbejde. Tak skæbne, alt det jeg skulle nå...læse bøger, tage karbad, gå lange ture, meditere, blogge, rydde op, høre masser af musik, forkæle mig selv. Lade op med egenomsorg i rå mængder. Og hvad nåede jeg?
- den omtalte aften på sofaen
- en aften med nye naboer på besøg (øverst på to-do listen. Og det var råhyggeligt)
- en aften med veninde fra Frankrig i telefonen. Plus palaver med Oversygeplejersken.
Oversygeplejersken satte det hele på spidsen. Jog salt i såret.
"Jamen kommer de allerede hjem i morgen?"
"Du har jo brug for meget mere ro. Du har jo ikke noget aflastning!"
"Det dér bliver du altså ikke ved at kunne klare. Det kan jeg godt sige dig"
Bagefter tudede jeg. Lidt. Og i dag var jeg så rasende over, at mine forældre ikke selv kan se det. Ved godt, at jeg bare kunne sige det...men behøvede de komme hjem en time før mig? Jeg følte mig bare så invaderet. Mit hjem invaderet af noget så rædsomt som mine børn og mine forældre.
Og som om min mor ikke har nok at se til med sit eget. Som...måske...en...lille...bitte...smule...er...min...skyld
Ja, du skal ikke tro, at jeg ikke selv kan høre det. Hvor GRIMT det lyder. Men kunne de ikke have givet mig bare et lille bitte pusterum. Jeg trængte bare til én aften mere. Én aften uden træthed. Uden naboer. Uden lange telefonsamtaler. Uden Oversygeplejerskens formaninger. Uden noget. Bare mig.
Onde, onde mor.
du er ikke ond, du er bare et menneske. jeg forstår så godt du har brug for alenetid. prøv at lade op noget oftere, så kan det være du kan klare dig med færre dage hver gang.
SvarSlet