Nye tanker til Månekisten. Helt forundret over at finde nye kommentarer til gamle indlæg her. Ikke fordi der ikke har været tanker af den slags. Mere at jeg ikke har orket. Der har været så rigeligt.
Hun døde. Min mor. Trods de gode prognoser var det en kamp mod tiden fra dag 1. Det vidste vi. Det vidste hun. Hvordan mon det er? At være den, der skal dø? At være den, der ved, at det skal ske snart. Inden man var blevet færdig med noget som helst. Noget var hun færdig med, javist. Men meget skulle hun først tage hul på nu. Det søde liv med børnebørnene. Golfbanen og friheden.
Hun tog det flot. Hun var sådan en stærk kvinde. Sådan siger de om hende nu. Det blev hendes eftermæle; "Hun var så sød, din mor. Og stærk - hun havde sine meningers mod. Du ligner hende. Det kan du godt være stolt af". Jeg tror, hun ville have undret sig over, at det er sådan, de siger nu. Stærk, ja. Men også usikker og famlende. Famlende overfor livet. Hvad hun skulle med det. Hvordan det skulle give mening. Hvad hun skulle bruge tiden til. Frustreret over tvivlen. Kan man blive syg af det?
Jeg håber det ikke. De siger jo, jeg ligner hende sådan. Jeg har den også, livstvivlen.
- Hvor skal jeg hen?
- Hvordan lykkes jeg?
- Er der et mål?
Et delmål er der i hvert fald. Jeg så mig selv i dag. I et spejl. Og det er ikke indbildning. Jeg er blevet fed. 6 kg. og 10 cm. i taljemål fornægter sig ikke. End ikke i spejlet. Jeg stirrede vantro på mig selv. Det kan godt være, jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med mit liv. Men jeg gider ikke blive fed af at tænke på det. Og nej, det er ikke trøstespisning. Det er ikke fordi min mor er død, eller fordi det er synd for mig. Jeg har bare været for doven. Kommet for langt væk fra gode vaner. Så fra i dag gør jeg noget ved det.
