Låget på klem

Nye tanker til Månekisten. Helt forundret over at finde nye kommentarer til gamle indlæg her. Ikke fordi der ikke har været tanker af den slags. Mere at jeg ikke har orket. Der har været så rigeligt.

Hun døde. Min mor. Trods de gode prognoser var det en kamp mod tiden fra dag 1. Det vidste vi. Det vidste hun. Hvordan mon det er? At være den, der skal dø? At være den, der ved, at det skal ske snart. Inden man var blevet færdig med noget som helst. Noget var hun færdig med, javist. Men meget skulle hun først tage hul på nu. Det søde liv med børnebørnene. Golfbanen og friheden.

Hun tog det flot. Hun var sådan en stærk kvinde. Sådan siger de om hende nu. Det blev hendes eftermæle; "Hun var så sød, din mor. Og stærk - hun havde sine meningers mod. Du ligner hende. Det kan du godt være stolt af". Jeg tror, hun ville have undret sig over, at det er sådan, de siger nu. Stærk, ja. Men også usikker og famlende. Famlende overfor livet. Hvad hun skulle med det. Hvordan det skulle give mening. Hvad hun skulle bruge tiden til. Frustreret over tvivlen. Kan man blive syg af det?

Jeg håber det ikke. De siger jo, jeg ligner hende sådan. Jeg har den også, livstvivlen.

• Hvor skal jeg hen?
• Hvordan lykkes jeg?
• Er der et mål?

Et delmål er der i hvert fald. Jeg så mig selv i dag. I et spejl. Og det er ikke indbildning. Jeg er blevet fed. 6 kg. og 10 cm. i taljemål fornægter sig ikke. End ikke i spejlet. Jeg stirrede vantro på mig selv. Det kan godt være, jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med mit liv. Men jeg gider ikke blive fed af at tænke på det. Og nej, det er ikke trøstespisning. Det er ikke fordi min mor er død, eller fordi det er synd for mig. Jeg har bare været for doven. Kommet for langt væk fra gode vaner. Så fra i dag gør jeg noget ved det.

Ferietanker

Jeg troede egentlig, der var lukket af for de tanker, der skal i Månekisten. Der kom ikke rigtigt noget, når jeg prøvede.

Så læste jeg i et mindst 1000 år gammelt tampax-horoskop (grin bare, der står sgu mange gode ting!!) om mig selv, at min største forhindring for at leve fuldt ud, at jeg ikke vil vedkende mig mine skyggesider.

Selvfølgelig vil jeg da det. Sådan noget pis, rent ud sagt.

I ferien var der tid til at mærke dem. Der er mange.

• Irritation over min mor. Hendes forbandede indebrændthed. Martyr rolle. Må man sige det, om én, der har en alvorlig kræftsygdom?
• Irritation over ekskæreste. Hvordan kan man miste respekten så meget for én, at man til stadighed tjekker hans profilopdateringer på 'elitedaters' og mails med rappe karierrekvinder. Fordi han engang lod et password stå åbent på min pc. Og derefter griner af, hvor vattet og tøset han (stadig) er. Det er jo ovenikøbet ulovligt! Jeg kan bare IKKE lade være.
• Irritation over min brors kone. Som råber. Og skælder ud. Og gør alt det man bare ikke gør. Altså i vores familie. (Og samtidig er jeg så skide fascineret af, at hun tør..)
• Irritation over min far, der er så pisse selvoptaget og simpelthen bare ikke kan lytte til andre. Kan ikke!!
• Irritation over mig selv, der bare ikke kan tage et initiativ. Bare ikke kan komme ud af 'det-er-godt-nok-dovenskaben', der forhindrer mig i at turde tro på det, jeg allerhelst vil.

Det er nok rigtigt alligevel. At jeg ikke vil vedkende mig dem.

Prøver at tie dem ihjel mens jeg håber, de forsvinder af sig selv.

Ordets magt #2

Apropos ordets magt

D. 1. juni var hun til samtale igen. Angst og bævende.

Det var positivt.

"Alle dine metastaser er væk. Vi kan ikke måle dem. Primær tumoren er svundet med mere end halvdelen. Vi forventer, at halvdelen af den resterende tumor er arvæv, og dermed ikke aktiv. Du er en sag (godt ord btw) vi hejser flaget for. Vi forstår det faktisk ikke. Tillykke".

Så græd vi lidt igen..

Tanker om mænd..

Han er håndværker. Han er smed. Han bruger ikke ord. Aldrig før har en mand fået mig til at tænke, at jeg måske ikke altid har ret...

Den første kæreste efter eksmand var modsætningen. Mild, blid, talende. Først rart og trygt. Tilforladeligt. Med tiden føltes det tantet, slapt, næsten provokerende. Jeg bitchede, var ikke sød ved ham. Han ville bare gøre det godt.

Ville gerne være indforstået, lyttende, rosende. Beundrede mig næsegrus for alt det, jeg kunne selv. Prøvede vist ihærdigt at imponere mig tilbage...lykkedes ikke rigtigt. Nu kan jeg se, at han knoklede for at være, som jeg ville have ham. I stedet foragtede jeg ham for at være wanabee i alle retninger. Og ikke rigtig god til noget. Fandt ham ynkelig. Tøs.

Jeg var meget lidt stolt af mig selv i den tid.

Men jeg kunne ikke lade være. Jeg mistede respekten. Jeg tog ikke konsekvensen. Jeg kom til at træde på ham.

Han var sådan en mand, der undrede sig over, hvad det dog er, kvinder vil have. De vil klare sig selv. De vil have ros. De vil forkæles. De har en boremaskine, der er større end hans. Men de vil også have macho. Tages på køkkenbordet. Lyttes til, men samtidig have modspil. Han kunne ikke navigere i det.

Smeden navigerer ikke. Han ér bare i det. Og gør alt det, han skal. Og overbeviser mig om, at de analyser, jeg altid er så god til at lave af alt og alle - inclusive ham - bare ikke altid er rigtige. Punktum.

Er der en mening

Der er stadig stilhed i Månekisten.

Det er som om, tankerne myldrer rundt imellem hinanden og bliver hinandens modsætninger.

Liv og død fylder meget, fordi min mor er syg. Hun har det stadig godt, men jeg er hele tiden bange for, at det er en stakket frist. Hendes krop er begyndt at reagere på kemoen. Huden er skrøbelig og hun har sår i næsen. Snart skal hun scannes igen. Hvis der stadig er regression får hun pause med behandlingen. Blomstrer canceren så igen, eller holder den sig i ro?

Jeg er selv modløs, synes det hele står stille. Jeg kæmper med at få mit lille budget til at hænge sammen, men hver eneste gang jeg har et lille overskud, kommer der en uforudset regning. Er det bare sådan? Er det noget, jeg selv tiltrækker?

Har surfet rundt på nettet og fundet alle mulige spændende teorier om egne, mentale begrænsninger - og hvordan man tiltrækker vækst og millioner. Jeg har ikke brug for millioner, bare et lille overskud at nyde af...

Af og til bliver jeg helt forført og får lyst til at realisere mig selv i mange retninger. Tro på det og skabe mig et anderledes liv. Lave fest og farver og halløj. Tage lederskab i mit eget liv, i stedet for at vente på at appelsinen omsider lander i turbanen. (Hvem siger, den gør!)

Dagen efter tvivler jeg på, at det hele nytter. I det store regnskab, er det vel ligegyldigt, hvordan økonomien er, så længe der er til mad til ungerne. Er det ikke småting på den sidste dag? Hvad nytter alting, når vi alligevel bare skal herfra?

Min tro vakler. Jeg opfatter ellers mig selv som kristen, men det er som om jeg ikke kan fange meningen. Jeg er blevet bange for døden. Adskillelsen. Det endelige. At det hele stopper en dag.

Er det noget så banalt som 40-års krisen, der haler ind på mig?
Kommer den snigende helt af sig selv med alle sine eksistentielle temaer?

Eller er jeg bare træt.

Stille i kisten

Der har sørme været stille her. Længe. Ikke mange tanker til Månekisten.

Min følsomme dreng øver sig stadig på at stå i livet. Og han lykkes med det. Øver sig i det svære og opdager for første gang sine sejre.

Min følsomme, snart præ-pubertets pige slår med håret og tager de indledende kampe med den gamle Hun. Mig. I hendes øjne kan jeg se hendes ubetingede kærlighed og tryghed. Jeg er hendes klippe. Stolt over hendes spirende løsrivelse.

Min mor har det godt. Tåler sin behandling. Spiller golf, ser sine venner, søskende, børn og børnebørn. Prioriterer sin tid. Tager ansvar for sine dage. Mærker livet. Min fars livsglæde har fået plads igen.

Mine uvurderlige venner har inviteret på middage, børnepasning, rødvin, rideture, kage, kaffe, gåture og dybsindige snakke. Alt sammen på én weekend. 46 timers lykke.

Smeden slår ikke blikket ned længere. Nu smiler han dét smil igen. Uden at gemme det.

Lige nu er lykke. Lige nu er. Livet.

Hungrende

Måske er det virkelig kærlighed, når

• jeg ønsker at forstå dig
• jeg efterrationaliserer mine egne ord og ikke dine
• jeg lytter, når du siger, jeg er for meget
• jeg kan se i dine øjne, at du har savnet mig
• jeg begynder at tro på dig
• du ikke flytter dig, selvom jeg er for meget
• du stryger mig over kinden uden at sige noget
• du laver et kabel til min fryser
• du siger der mangler luft i det ene dæk på min bil

I dag var du tavs igen. Ingen søde beskeder. Intet svar på mine. Alle mine tanker var på overarbejde igen. Hvad nu? Vi har jo lige talt om, at kontakt er vigtig for mig! Hvad sker der? Hvorfor forstår jeg dig nu ikke. Igen. Har du allerede glemt?

Jeg skrev ikke. Sendte ikke ivrige beskeder af den spørgende, undrende, bebrejdende (?) karakter. Løb en tur. Drak te. Spiste. Satte mig på mine hænder.

Efter efter 4½ time gav du lyd. Du havde glemt din telefon.

Tænk, hvad jeg kunne have ødelagt med mine ord. Igen. I dag var tavshed guld!